Kanonbåden i Udbyhøj er en mobil formidlingsplatform på vand, der informerer om Naturpark Randers Fjord og trækker tråde helt tilbage til Englandskrigene i starten af 1800-tallet. Dengang indgik fire kanonbåde nemlig som en del af skanseanlæget ved Udbyhøj der skulle holde fjenden på afstand.

Den nye Kanonbåd tjener dog et mere fredeligt formål. På Kanonbåden kan turister og andre besøgende nemlig finde inspiration til ophold i Naturpark Randers Fjord, som Udbyhøj er indgangen til. På Kanonbåden er der et multirum, der kan benyttes af skoler, institutioner og foreninger, og tanken er, at man her kan gå i dybden med særlige emner.
Der er et øvre dæk på Kanonbåden, som altid er åbent for besøgende. Herfra kan man i kiggerter skue ud over fjorden og finde information om Naturpark Randers Fjord. Fra det nedre dæk er det muligt at fiske og lægge til med kajak.
Ved at scanne QR-koder på Kanonbåden vil man kunne se film fra Randers Fjord filmet med drone, og derved få et indblik i, hvad området tilbyder af naturoplevelser.
Kanonbåden er desuden beklædt med tagrør, der er meget karakteristiske for Randers Fjord. Rørene er dog høstet længere inde i fjorden ved Uggelhuse.
Som udgangspunkt er multirummet tilgængeligt for skoler og institutioner fra kl. 8:00-14:00, mens foreninger kan benytte rummet fra kl. 17:00-22:00 og weekender. Borgere og turister kan primært benytte det i weekenderne. Multirummet kan benyttes efter aftale.
Man finder Kanonbåden ved kajakklubbens faciliteter på havnen i Udbyhøj. Den kan ikke sejle ved egen kraft, men kan f.eks. bugseres til Randers eller andre lokationer i fjorden, hvor den kan opholde sig i en rum tid.
