Bo i naturparken
Naturpark Randers Fjord er et eventyr for lystfiskere og andre naturelskere.
Mere natur — lige uden for døren
Med Kattegat i øst og Gudenåen i vest ligger Naturpark Randers Fjord smukt med 70 kilometer kystlinje i Østjylland. Her venter altid en tur på mountainbike, med båden, kajakken eller fiskestangen. Uanset om du leder efter en byggegrund eller vil købe hus, så kan vi tilbyde mere natur og mere plads for pengene.
Lystfiskeri i fjorden
Havørred, sild, skrubbe, aborre. Og masser af andre, spændende fiskearter. Hvis du er ude med snøren efter gode fiskeoplevelser, skal du tage fiskegrejet med til Randers Fjord.
Vi har samlet information om lystfiskeri, som du kan være helt tæt på, hvis du bosætter dig i naturparken.
Fiskevandet i Randers Fjord er unikt. Og måske noget af det bedste i Danmark. Ikke mange steder er så mange forskellige fiskearter samlet ét sted, og kan du gøre en god fangst stort set hele året.
Hyggelige Mellerup

Mellerup ligger på den stejle skrænt ovenfor Randers Fjord. Her er et bymiljø med store højdeforskelle, hvor de nyere boligområder har indtaget den øvre del af skrænten med en fantastisk udsigt mod øst ud over fjorden.
Andelstiden og en meget aktiv grundtvigsk bevægelse har sat sit tydelige præg på byen med friskole, efterskole og skolehjem. Mellerup har også en lystbådehavn og et færgeleje med færge til Voer på østsiden af Randers Fjord.
Udbyhøj – i vandkanten

Vil du bo med Danmarks bedste badevand i din baghave? Er du til vinterbadning eller kajak? Udbyhøj Nord er for dig der vil være tæt på naturen og ønsker et stærkt lokalt fællesskab. Ikke langt derfra finder du Sødringholm fuglereservat med Naturparkens unikke fugleliv og den lille hyggelige Sødringholm Skov til gode vandreture.
Er du sejler med egen båd er der fra Udbyhøj Lystbådehavn kun 30 minutters sejlads til det åbne Kattegat.
Vil du vide mere om at bo i naturparken?
Vil du vide mere om, hvilke muligheder der er for at slå sig ned i den skønne naturpark, kan du kontakte vores bosætningskoordinator Kristian Fredslund Andersen. Han kan hjælpe dig med at finde det perfekte sted til dig og din familie.





