Vandreture
Lyt til fuglenes sang, mens du mærker, hvordan grene og blade knaser under fødderne på dig. Og smag, hvordan madpakken bare smager lidt bedre i det fri.
Den garvede vandrer vil tage vandrestøvlerne på og gå samtlige Lodsstiens 31 km fra indsejlingen til Randers Fjord til Randers Havn. Eventyreren vil finde et spændende spor og udforske områder, som ellers ikke er tilgængelige for offentligheden. Børnefamilien vil måske kun gå noget af Lodsstien eller finde et spor i passende længde, hvor madpakken kan nydes på vejen.
Der er stier og spor til alle ønsker og behov. Og det gode ved en vandretur er, at du selv bestemmer, hvornår du vil gå hjem.
Lodsstien
Gå en tur i lodsernes fodspor. I gamle dage brugte de denne rute, når de skulle tilbage til deres lodsstationer efter at have hjulpet skibene ind gennem fjorden til Randers.
Sporene i Naturpark Randers Fjord
Har du lyst til at gå på opdagelse? Så er en vandretur på et af de mange spor i Naturpark Randers Fjord en oplagt mulighed. Sporene er trampestier i landskabet. De giver dig mulighed for at opleve områder, som ikke normalt vil være tilgængelige for offentligheden.
Naturoplevelser på din tur
Naturpark Randers Fjord byder på meget forskelligartede naturoplevelser. For at lette overblikket er området delt op i syv zoner med hver deres særlige kendetegn.