tall short
Tilbage

Rørskovene

De store arealer med rørskov langs fjordens bredder er et yndet tilholdssted for isfuglen, rørhøgen, knopsvanen og mange sangfugle.

De store rørskovsområder langs fjorden huser mange interessante fuglearter. Særligt rørskovene ved Dronningborg Bredning, Grund Fjord og fra Uggelhuse op til Voer er gode steder at observere fugle.

De mest interessante fuglearter er:

 

Isfugl

Med sin turkis og orange fjerpragt er isfuglen en af de flotteste fugle, vi har i Danmark. Men desværre også en af de mest sky. Du kan være heldig at se den i rørskovene til vandsiden eller i grene, der hænger ud over vandet. Den er her året rundt.

Fiskeørn

Den flotte rovfugl er en nydelse at følge, når den svæver rundt på udkig efter lækre fisk i fjorden. Pludselig dykker den og forsvinder ofte helt ned under vandoverfladen efter byttet. Selv store fisk kan den håndtere uden problemer.

Fiskeørnen ses bedst i august-september, når den kommer på et kortvarigt besøg på vej sydpå fra det nordlige Skandinavien. Et godt udkigssted er fugletårnet ved Øster Tørslev, hvorfra fiskeørnen ofte kan spottes siddende på bundgarnspælene i fjorden.

Rørhøg

Den elegante trækfugl ankommer fra Sydeuropa og Nordafrika i april for at tilbringe sommeren her. Rørhøgen bygger rede i rørskoven og kan ses svæve lavt hen over enge og rørsump på jagt efter bytte. I september pakker den sammen og stikker sydpå igen.

Toppet lappedykker

Fra april til september har vi ligeledes besøg af den toppede lappedykker, der bygger sin rede i rørskoven. Den adskiller sig fra ænder ved sin lange hals og slanke fremtoning.

Knopsvaner

Danmarks nationalfugl behøver ikke nærmere præsentation. Den flotte og elegante fugl ses året rundt i og omkring rørskovene, hvor den har sin rede. I maj og juni kan de søde små svaneunger ses pile rundt på vandet.

Svære at se, men lette at høre

De små sangfugle kan være svære at fange i kikkerten, men til gengæld fylder de godt i lydbilledet. Rørsanger, rørspurv, sivsanger og skægmejse er nogle af dem, du kan høre i rørskovene. Skægmejsen er her hele året, mens de øvrige er sommergæster.