tall short
Tilbage

Sælhundepollen

Ved Udbyhøj nord søsætter mange deres småbåde, når havørreden skal fanges under forårstrækket. Sælhundepollen er en klassiker for de vandrelystne, der ikke lader sig afskrække af flere kilometers vandring gennem halvmeterdybt vand.

De fleste kører ud til sommerhusene ved Sødring, hvor man parkerer ved dæmningens begyndelse. Herefter er det bare at begive sig stik sydover – bedst ved lavvande, så vaderne er tørlagte og lette at forcere. Ved højvande er det hårdt at kæmpe sig ud forbi Mellempolde og ud til Ballen længst ude.

På det lave vand over vaderne ved Udbyhøj nord og syd kan man i sommermånederne træffe på multer. De holder meget af vandet, som herinde opvarmes langt mere end længere ude på dybet. Multerne træffes som oftest i småflokke, der konstant vandrer rundt i deres søgen efter føde.

Fra dæmningen ved Sødring og indefter mod Udbyhøj går der en lav rende, hvor man ved højvande kan være heldig at se koncentrationer af multer, som gør sig til gode med alger og smådyr i det varme vand. Men at fange dem her er en helt anden sag.

Længst ude ved sejlrenden finder vi Sælhundepollen, som er en sandbanke, der normalt ligger oven vande. Her er det således muligt med en hvilepause på tørt land.

Man skal være klar over, at området fra Udbyhøj og østpå er fuglereservat, og at øerne herude ikke må betrædes i fuglenes yngletid. Fredningen gælder fra 1. april til 15. juli, hvor de sidste fugleunger normalt er klækket og fløjet af reden.